Import af brugte biler fra Tyskland - Værd at vide!

AutoMentor har over 15 års erfaring med køb og import af brugte biler fra det tyske marked. Derfor kan vi både rådgive og vejlede, når du begiver dig ud i processen. Vi rådgiver gerne både før, under og efter importen af bilen.

Vær forsigtig

Annoncer er fristende, og det er nemt at danne sig et overblik – vær dog påpasselig: Bilen kan være skadet, fejlbehæftet eller manipuleret med. Er bilen meget billig i forhold til markedet, kan det være en fupannonce. Kan man kun maile på annoncen, og kommer der opfordringer om forudbetaling tilbage, er det sandsynligvis et forsøg på bedrageri.

 

Regn altid med udgifter til klargøring

Bilerne ser på billederne flotte ud, dog skal du forvente, at der kan være ridser, småbuler, ildelugtende interiør, forestående inspektion, nedslidte dæk eller bremser eller andre småfejl og mangler. Regn derfor altid med udgifter til klargøring.

 

De bedste biler findes i syd 

De bedste brugte biler findes ofte i den sydlige del af Tyskland. Jo rigere en delstat er, jo flere af de dyre og veludstyrede biler findes der - Ofte til fornuftige priser.

 

Få altid bilens historie verificeret

I Tyskland importeres der mange brugte biler fra andre lande. Køb ikke en bil, hvis du ikke kan få historikken verificeret i det land, den kommer fra. I storbyerne Berlin, Hamburg og München er der nedlagte industriområder, der huser mange små forhandlere, der er kendt for at være kreative med importerede biler. Hold dig generelt fra denne type forhandlere og betal hellere et par tusinde Euro mere for den tryghed, en autoriseret forhandler kan give. Når du engang skal sælge bilen igen, er en uplettet forhistorie vigtig for gensalgsværdien.

 

Få en Europagaranti 

Som forbruger i EU er du sikret reklamationsret i henhold til købeloven. Det er lige meget, at sælgeren bor i Tyskland, mens du bor i Danmark. Generelt gælder det dog, at du skal være tryg ved, om forhandleren nu også vil yde dig hjælp, hvis du får problemer med bilen i Danmark. Selv en stor forhandler er ingen garanti for smertefri behandling af reklamationer. Får du en europagaranti med, er du dog dækket godt ind, da garantien sikrer dig, at du kan få udført reparationen i Danmark.

 

Moms

Moms ved import af brugt bil: Du skal ikke afregne dansk moms, hvis du som privat køber en brugt bil  i et andet EU-land. Bilen er brugt, hvis den er over 6 mdr. på leveringstidspunktet og har kørt mere end 6.000 km.  

 

Kend registreringsafgiften på forhånd 

Registreringsafgiften i Danmark fastsættes ikke ud fra købsprisen i udlandet men ud fra, hvad bilen kan forventes at koste hos en dansk forhandler inkl. moms og avance. Når din bil er kommet til Danmark, kan du selv søge om afgiften hos Skat, men først efter du har fået bilen synet og toldsynet. Du skal indsende anmeldelsen elektronisk og forvente en behandlingstid på mlm. 3- 5 uger, før du har afgørelsen. Du kan ikke få registreret bilen, før din ansøgning er færdigbehandlet. Vil du ikke vente på Skat, tilbyder AutoMentor dig straksfastsættelse af registreringsafgiften og omgående udlevering af nummerplader. Hos os får du registreringsafgiften at vide inden køb, så du ikke risikerer at købe en bil, der viser sig dyrere i afgift end ventet.

 

Brug for hjælp?

Køb af brugt bil på det tyske marked kan være omfattende og til tider en besværlig proces. Vi tilbyder at hjælpe - hvad enten man blot vil have rådgivning eller en totalløsning. Kontakt os ved at ringe på telefon 36 98 05 20 eller sende os en e-mail til info@automentor.dk, hvis du vil vide mere om import af brugte biler fra det tyske marked. Vi glæder os til at hjælpe dig. 

Hvem er Automentor?

Vil du vide mere om os? Så se vores profilfilm her.